9 gode grunde til at få lavet et testamente

Måske har du aldrig overvejet at oprette et testamente og har måske heller aldrig overvejet, om du kunne få indflydelse på fordelingen af din arv. Men det kan du og, hvis du vil være sikker på, at din arv kommer i de rette hænder, kan den eneste måde i nogle tilfælde være at oprette et testamente. Hvis du for eksempel er fraskilt og gift igen og har fået særbørn, som du ønsker skal arve lige så meget som dine egne børn eller, hvis du ønsker, at de kusiner og fætre, som du altid har haft et tæt forhold til, skal arve, så er et testamente den eneste udvej.

Hvornår er det nødvendigt at oprette et testamente?

Herunder beskriver vi 9 eksempler på situationer, hvor et testamente er nødvendigt, hvis du ikke ønsker at arveloven skal følges, men derimod ønsker at få indflydelse på fordelingen af din arv.

  • 1. Hvis du bor sammen med en partner uden at være gift, kan du kun sikre ham eller hende gennem et testamente. En samlever arver intet uanset, hvor længe I har boet sammen, hvis ikke der er udarbejdet et testamente.
  • 2. Hvis du ønsker, at alle dine børn af en eller anden grund ikke skal arve lige meget. Hvis du for eksempel ønsker, at nogle skal have mere end tvangsarven, mens andre kun skal have den obligatoriske tvangsarv.
  • 3. Hvis du gerne vil have, at din arv skal være særeje. Det kan for eksempel være, at du ikke ønsker at dine svigerbørn i tilfælde af skilsmisse kan få del i dine børns arv efter dig. Er det tilfældet, kan du vælge at gøre dine børns arv til særeje. Det vil sige, at den kun tilfalder dine børns, hvis de bliver skilt.
  • 4. Hvis du mener, at det vil være bedst for dine arvinger eller nogle af dem, hvis arven efter dig er båndlagt for eksempel til de bliver myndige eller fylder 25 år eller lignede. Det kan være overvældende for et meget ungt menneske at få en stor arv, og ikke alle forstår at bruge den fornuftigt. Derfor kan man i et testamente ønske, at arven enten holdes tilbage nogle år eller at arvingen kun får et mindre beløb udbetalt, indtil vedkommende for eksempel er fyldt 25 år.
  • 5. Hvis du ikke er gift og ingen børn har og i tillæg er enebarn og med afdøde forældre, bliver du nødt til at oprette et testamente for at undgå, at din arv går til statskassen. Det er jo ikke sikkert ,at man synes, at de penge man har sparet op gennem et helt liv skal ende deres dage ganske anonymt. Måske har du en god sag, du ønsker at støtte, eller familie længere ude end arveloven rækker, som du ønsker at begunstige fremfor statskassen.
  • 6. Hvis du gerne vil have, at dine stedbørn og eventuelt deres børn, svigerbørn, kusiner og fætre eller en fraskilt ægtefælle og så videre får del i din arv. Det kan jo være, at du altid har haft et godt forhold til dine fætre og kusiner – måske er de som søskende for dig – men da de ikke betænkes i arveloven, må du selv sørge for det gennem et testamente.
  • 7. Hvis du har et specifikt ønske om, at en person eller forening skal arve enten bestemte ting eller pengebeløb efter dig. Måske har din niece altid været glad for dit spisestel og du ved, at hun vil tage vare på det. Eller måske ønsker du, at din bedste ven skal arve veteranmotorcyklen i garagen.
  • 8. Hvis du vil have indflydelse på hvem din bobestyrer bliver, skal du skrive det i et testamente.
  • 9. Hvis en af dine arvinger har en meget stor gæld. I det tilfælde kan du måske betænke vedkommendes ægtefælle i stedet gennem et særeje, så arven ikke ender som bidrag til den bundløse gæld.

Læs meget mere på Testamente-guide.dk