Guide til valg af gulv
Når du skal modernisere din bolig er det vigtigt, at du tager stilling til, hvilket gulv du gerne vil have. Skal du have helt nyt gulv eller skal du friske det gamle op med en gulvafslibning og en anden efterbehandling? Der er uendelig mange muligheder og det er let at blive revet med, når man ser et flot gulv i en udstilling, i et boligmagasin eller på nettet. Men hvilke kriterier, skal du egentlig vælge ud fra? Her kommer vi ind på, hvad du skal tænke på, når du står og skal vælge et nyt gulv eller renovere det gamle.
Boligens stil og stemning
Når du skal have et nyt gulv eller renovere det gamle er det naturligvis vigtigt, at du vælger en løsning, som du selv kan lide og som passer til den stil og stemning du gerne vil have i dit hjem. Har du et flot massivt plankegulv eller parketgulv i boligen, som bare er blevet medtaget af slid og brug skal du selvfølgelig vælge at renovere det ved hjælp af en gulvafslibning. Har du et billigt slidt lamelgulv eller laminatgulv og skal gennemrenovere dit hjem, så er det oplagt at få lagt et nyt kvalitetsgulv enten af træ, linoleum, klinker eller beton.
Renovering af trægulv
Hvis du har et massivt trægulv som skal have en gulvafslibning, så skal du overveje, hvilken farve du gerne vil have gulvet. Vil du have det meget lyst – næsten hvidt – så det giver rummet en kølig stemning? Eller vil du have det naturfarvet, så det giver rummet en varmere stemning?
Kriterier du kan vælge ud fra:
Et næsten hvidt trægulv
- Kan du generelt bedst lide at være i rum der virker lidt kølige?
- Vil du gerne have en kølig og neutral baggrund for dine møbler? Måske har du mange møbler i varme farver og vil gerne have, at gulvet giver en modvægt til det?
- Vil du gerne male væggene i en varm farve og vil derfor holde gulvets tone køligt?
Et naturfarvet trægulv
- Holder du af rum der virker varme og vil gerne have et gulv i en varm tone?
- Har du mange møbler i kolde farver og ønsker en varm baggrund som kontrast?
- Vil du gerne have hvide eller meget lyse vægge og ønsker at gulvet er mørkere og varmere i tonen, så rummet ikke virker koldt?
Ved valg af et helt nyt gulv
Hvis du skal vælge et nyt gulv til din bolig, kan du også stille dig selv de ovenstående spørgsmål angående varme og kolde farver. Vil du gerne have for eksempel et linoleumsgulv i en markant farve i køkkenet, skal du i tillæg tænke på, hvordan farven står til resten af gulvene og, hvordan overgangen til de andre rum virker. Det ekstra du skal overveje er, hvordan materialet virker i rummene. Der er stor forskel på et trægulv og et klinkegulvs stemning. Et trægulv eller linoleumsgulv giver rummet et blødere udtryk end et klinke- eller betongulv, som er er både hårdt og køligt at gå på, hvis ikke du har gulvvarme under.
Kriterier du kan vælge ud fra:
Et ”hårdt” gulv
- Kan du lide klinkernes eller betongulvets kølige mere stringente udtryk?
- Er det mest praktisk med klinker eller beton, fordi I har hund?
- Har du mange træmøbler og ønsker en kontrast til træet?
Et ”blødt” gulv
- Vil du gerne have trægulvets eller linoleumsgulvets blødhed som base i rummene?
- Har du møbler, der er stringente og stramme i udtrykket, så du ønsker at gulvet bløder udtrykket op?
- Vil du gerne have mulighed for at give dit trægulv en gulvafslibning og en ny efterbehandling, så du kan ændre farven på det? Husk at du så skal lægge enten et massivt trægulv eller et lamelgulv med et tykt slidlag, der kan tåle flere gulvafslibninger.