Uderum

Hyggelige uderum

Som haveejer vil man ofte gerne skabe forskellige hyggelige uderum i haven, hvor man kan opholde sig på forskellige tider af dagen.
Nogen steder må der gerne være skygge, andre steder er det rart at der ofte er sol. Nogle dele af haven må gerne skabe overblik, mens andre gerne må være huleagtige.

Det gode ved at skabe flere forskellige rum i haven er at man også kan lege med forskellige farver, forskellige dufte, forskellige lyde mm.

Terrassen

Et af de områder af haven som ofte prioriteres meget højt er terrassen. Her har mange havestole, havebord og husets grill stående. Det er her hvor familien mødes til aftensmaden, og hvor man for alvor nyder hinandens selskab.

Terrassen kan omkranses af et hegn, en hæk eller forskellige planter. Nogen bruger krydderurter til at hegne terrassen inde, da det giver en dejlig duft på terrassen, samtidig med at det giver nem adgang til krydderier til grillen.

Træterrasser virker ofte mere hyggelige i forhold til fliseterrasser, men der er også mere vedligeholdelse forbundet med en træterrasse i forhold til en fliseterrasse. Hver forår kan det være nødvendigt med en træterrasserens for at komme af med de grønne og glatte alger på træet. Træet skal også have noget træbeskyttelse en gang i mellem for at forlænge levetiden.

En måde hvor man kan undgå at træterrassen skal renses hvert forår er ved at give den en forebyggende algebehandling i løbet af sensommeren. Når træterrassen algebehandles med algerens, vil fremkomsten af mos og alger i løbet af efterår og vinter reduceres og måske helt undgås, afhængigt af hvor effektiv en algebehandling der udføres.

Fliseterrasser kan også have brug for en algebehandling og / eller en fliserensning, men alger ses ikke nær så tydeligt på fliser som det er tilfældet på træ, og det giver ikke den samme glatte og dermed farlige overflade, med alger på fliserne, som det gør med alger på træ.

Hulen

Huler er ikke kun forbeholdt for børn. Der kan laves rigtigt hyggelige huler til voksne i haver. Brug planter i forskellige højder, farver og dufte til at lave et lille lukket uderum som havens hule. Det kan være at der skal være plads til en bænk eller et par gamle havestole.

Havens hule er der hvor man går hen når man vil være alene eller bare gemme sig for larmen og hverdagens stress og jag. I hulen kan man sidde lige så stille og lytte til havens fugle, dufte til de mange blomster, og bare sidde helt i fred.

Legepladsen

Der skal være rum til børn i haven. Uanset om det er egne børn eller børnebørn, skal der være steder de kan lege.

Legepladsen kan være det klassiske gyngestativ og / eller legehuset. Der kan også være en lille sandkasse, gode klatretræer, et buskads hvor der kan bygges huler og meget andet. Kort sagt, skal legepladsen være der hvor fantasien får frit spil og hvor det er sjovt at være.

Den spiselige have

Der skal også være uderum med plads til spiselige ting. Udover at gamle æbletræer og pæretræer giver dejligt frisk frugt, er det også fantastiske klatretræer. Sammen med frugttræerne, kan man have frugtbuske i form af hindbær, stikkelsbær, brombær, ribs, solbær, surbær og meget andet.

Frugttræerne og frugtbuskene kan med fordel placeres tæt ved køkkenhaven, så alle de spiselige dele af haven er samlet.

Mange finder glæde i et lille vandfald eller springvand i køkkenhaven, da vandplaskeriet giver en mediterende lyd som spiller godt sammen med det rolige lugearbejde som udføres i køkkenhaven.